Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.
MermaidOfScandinavia at 2024-03-26 08:04:46+00:00 ID: kwmf5td
Jeg er endt på førtidspension fordi jobcenteret har slidt mig ned. Du vil kunne lave dit arbejde på egne vilkår hvis du får til delt førtidspension.
TieVisual1805 at 2024-03-26 07:24:59+00:00 ID: kwlzw1l
Næh, det her jeg ikke. Heller ikke dem, som gør rigtigt meget ud af at sige at de er inkluderende. Og Specialisternes konsulenter har jeg desværre heller ikke gode erfaringer med.
Så jeg står i en situation der ligner din. Håber det bedste for dig. Jeg er holdt op med at tro at der er en plads til mig i verden.
iwant2paintitblack at 2024-03-26 09:44:34+00:00 ID: kwmapm0
Hvad har udfordringerne været med specialisterne? Jeg har ikke det store kendskab til dem, men jeg har anbefalet folk på spektrummet at kigge på dem som arbejdsplads.
TieVisual1805 at 2024-03-26 10:11:03+00:00 ID: kwmcyia
Det kommer an på hvad man bruger dem til. Jeg har ingen erfaring med deres akademi.
Jeg har haft en konsulent på arbejdsplads som var så dårlig, både fagligt og til det basale med at høre efter hvad folk sagde i en samtale, at det var en belastning og ikke en hjælp.
Og en anden konsulent som også blev betalt af arbejdsgiver, godt kunne lide at snakke, men that is it, ingen reel hjælp. Igen, er jeg ret usikker på den reelle forståelse for autisme.
Det har hver gang været penge ud af vinduet for arbejdsgiver, men også efterladt mig et dårligere sted psykisk end uden “hjælp”.
Jeg har en Asperger’s syndrom diagnose.
iwant2paintitblack at 2024-03-26 14:58:49+00:00 ID: kwneu3j
Det lyder bestemt ikke optimalt. Tak for din uddybning og jeg håber du finder en arbejdsplads du kan falde godt til rette i.
SnobgoblinDND at 2024-03-26 07:44:23+00:00 ID: kwm1dgu
Jeg er kommet længst med 2 ting:
1 - At bruge mit netværk
2 - At arbejde med mig selv, så jeg også selv er attraktiv for en arbejdsplads
1'eren siger sig selv, men 2'eren er den der er svær, for alles vej mod et bedre liv er unik. Jeg har ligesom dig døjet med en barndom med en mor der var narcissicist og alkoholiker. Det har presset mig ud i angst og depression i mit voksenliv. Jeg har fundet rigtig meget ro i filosofi, og især i stoicismen.
Jeg kender ikke omfanget af dine vanskeligheder, men uanset hvor på rejsen du er, og hvilke værktøjer du har brug for, så kan det ikke skade at granske dit eget sind, reflektere over dine følelser eller udsving, og arbejde med dig selv.
Vi må allesammen finde en måde at skabe værdi for vores omverden, og der er ting i omverden som vi ikke kan ændre på - f.eks. at møde psykopatiske ledere. Men vi kan altid vælge hvordan vi vil reflektere på hvad der er sket, og i mange tilfælde kan vi også vælge hvordan vi vil reagere på omverden, indenfor det vi selv kan påvirke.
Grunden til at jeg skriver dette, som måske ikke virker hjælpsomt ved første blik er at jeg ser mange negative følelser i dit opslag som uden tvivl fører til et negativt liv;
Min opsummering er - du kan ikke påvirke hvordan virksomheder indretter flekstid og hjemmearbejde, hvordan folk er og reagerer, eller hvad livet nu engang byder os på. Men du kan styre de valg du tager, de domme du giver (især dig selv), og om du vil reflektere dybere over dit liv, eller om du vil lægge din livsglæde og dine muligheder i livet i andre folks hænder.
Jeg føler med dig, og håber at det jeg selv har arbejdet med måske kan hjælpe dig et bedre sted hen.
LowerEntropy at 2024-03-26 14:22:13+00:00 ID: kwn8kzw
Er du mig? Var 25-30år gammel før jeg kunne tale åbent om at min far tog mig med på værtshuse flere gange om ugen og blev arrig. Nu er jeg 40år og det er kun nogle få år siden at jeg lærte om narcissisme og kunne sige "jep, det var min far".
Stoicisme? Metakognitiv terapi har hjulpet mig meget og måske er det egentlig meget det samme. Dine mærkelige tanker og dårlige minder vil altid være der, men man kan lære at leve med dem og i stedet fokusere sin opmærksomhed på mere hjælpsomme og konstruktiv tanker. Man kan lære at tænke på hvad man har brug for(lyst til).
Kjeld-Brem at 2024-03-26 19:23:11+00:00 ID: kwoqshl
Et smukt og konstruktivt indlæg - flot!
Ros herfra - og gid at andre vil finde mod og retning i det, du nævner!
Det er nemlig det, der i virkeligheden er brug for.
At genopfinde en ny MIG! (som er mere velfungerende - end et skrammel, man er blevet budt i starten)
AnonyMoose_2023 at 2024-03-26 07:34:06+00:00 ID: kwm0la5
Tror det er optimistisk at forvente en 100% hjemmearbejdsuge som nyuddannet. Mit indtryk er at de fleste er flexible med arbejdstider (eg gå tidligt idag, arbejd lidt ekstra i morgen) og et par hjemmearbejdsdage om ugen.
Men det er svært at arbejde i et team hvis man ikke ses med dem, og det er svært at blive "onboarded" hvis man er remote.
Måden jeg ville gå til det var at skaffe noget erfaring at skrive på cv'et, det tager måske et år eller 2, og et par projekter der bliver fulgt til dørs, og så, som du selv skriver, forsøge mig som konsulent, evt internationalt (dog har man jo en del konkurrence fra indien m.m. på de opgaver).
Hvis du på nogen måde kan møde fysisk på et arbejde, så vil jeg klart slå et slag for at arbejdspladser fysisk sagtens kan være rummelige og inkluderende for alle slags skavanker og personligheder, vi er trods alt i et fag hvor der er en væsentligt mængde folk på spektrummet.
Så istedet for at helt afskrive fysiske arbejdspladser, så overvej hvad der skal til for at det bliver en behagelig arbejdsdag, om det er "lov" til at sidde med headset og lytte til musik/youtube imens du arbejder, eller hvad end der gør at hjemmearbejde er den eneste måde du føler du kan arbejde på.
Drive_Shaft_sucks at 2024-03-26 08:09:39+00:00 ID: kwm3biy
Jeg forstår ikke den ide med at man ikke kan være et team uden at sidde samme. Har arbejdet med englændere, tyskere og franskmænd og ungarer og bulgarer og hvad ved jeg, som jeg aldrig mødte men havde et glimrende samarbejde med.
Hvis virksomheden ikke har en bagstræberisk tankegang så kan det sagtens lade sig gøre - og det kan det hvor jeg er . Men det kræver selvfølgelig at dokumentationen ikke er lort og at folk ved hvad de snakker om. Samt at man selv er opsøgende.
Jeg har været på kontoret én gang for at hente min laptop. Alt andet er foregået 100 % remote.
AnonyMoose_2023 at 2024-03-26 08:37:23+00:00 ID: kwm5fk1
Det er absolut muligt, men det kræver at folk har erfaring og kompetencer til at løse opgaverne uden hjælp.
Nyuddannede har ofte mange spørgsmål, og kan drage fordel ved at pair programme med en mere erfaren.
Samarbejde og kommunikation er bare nemmere 1-1.
Meget forsvinder over en remote forbindelse.
Det er fint hvis man bare skal lave nogle leverancer, men hvis du som virksomhed gerne vil skabe teams der fordrer sparring, samarbejde og kommunikation, så findes der intet værre end Scrum møder over Teams.
bombmk at 2024-03-26 08:56:32+00:00 ID: kwm6vqj
Der var mange gode ting ved at blive sendt hjem under COVID. Men der var helt klart et tab i forhold til vidensdeling. Man skal ikke undervurdere den mængde viden der deles ved bare at overhøre hvad kollegaer snakker om. Og den forståelse man har for hinanden når man har muligheden for personli chitchat. Det er en omkostning som ikke kan måles med det samme.
Drive_Shaft_sucks at 2024-03-26 09:01:40+00:00 ID: kwm79st
Alt det du nævner virker helt fint hos os. Jeg synes det er voldsomt spild af tid at flyve til Stockholm eller Frankfurt eller whatever torsdag morgen og så flyve hjem igen fredag middag.
Den med spørgsmål ja, kommer meget an på hvordan man tænker, forestiller jeg mig.
Og så er der også nogle mennesker der bare har det stramt med alt det sociale.
Hulemann at 2024-03-26 07:48:57+00:00 ID: kwm1q2y
Jeg kan ikke rigtig tilføje noget til denne samtale, så jeg vil sige dette.
Du er på vej til noget bedre, du virker til at have kommet langt. Og du må have lavet så meget hårdt arbejde for at være nået her til.
Flot!!
Det er ikke alle som når her til, og mange står sikkert og kigger på dig og tænker hvis jeg bare kunne nå dertil, så vil jeg klare mig.
Så bliv ved, rejsen er lang og har mange udfordringer ventende på dig. Så husk hvor langt du er kommet og hvor meget du kan nå endnu.
K_K_Rokossovsky at 2024-03-26 07:52:47+00:00 ID: kwm20ng
Nu har jeg ikke noget at sammenligne det med, men jeg har næsten 100% fleksible arbejdstider og hjemmearbejde hvis jeg ønsker det her i forsvaret (civilt ansat). Så længe jeg laver mine ting er der ikke rigtig nogen der bekymrer sig om at holde på formerne. Min chef (og min tidligere chef), er indforstået med at jeg i perioder kun kan klare mindre arbejdsbelastning.
Farfarfar82 at 2024-03-26 07:40:53+00:00 ID: kwm13qk
Ikke min rejse, men min bedste venindes. Hun har ptsd, borderline, blandet personligsforstyrrelse, angst og et par andre diagnoser. Hun fik kæmpet sig igennem en lang kandidat uddannelse og kom direkte ud i arbejdsløsheden og dagpenge systemet. Hun gjorde alt for at komme ud og arbejde indenfor for sin uddannelse, men det lykkedes ikke. Hun ændrede retning, fik et job på et bosted for unge under 30 med psykiske udfordringer. Hun blev ansat fordi hun selv havde været igennem systemet, kæmpet med og mod diagnoser. I dag er hun uddannet pædagog og arbejder på et fritidshjem. Det elsker hun. Hun har på intet tidspunkt lagt skjul på hendes diagnoser i hendes jobsøgning.
gnavenpaedagog at 2024-03-26 08:32:05+00:00 ID: kwm51b4
Blev ikke mødt med forståelse før jeg blev visiteret til fleksjob og havde mine behov sort på hvidt. Det er pisse nederen men min erfaring er at når det handler om psyken og ikke noget man kan se, så har folk mega svært ved at forstå og acceptere det.
RealFakeLlama at 2024-03-26 08:04:46+00:00 ID: kwm2xxw
Jeg har selv k-ptsd, blandt andet. Og det er altså ikke firmaernes pligt at finde plads til dig. Sorry. Det er din sygdom. Så det er dig der skal søge hjælp og få styr på den hvis du ønsker at leve et nogenlunde alm liv, fx med job.
Efter terapi vil du vide mere om dig selv og hvordan du og din sygdom reagerer, så vil du også vide hvad du har brug for på et arbejde for at trives, det kan nemlig varierer meget fra person til person. Jeg trives fx overhovedet ikke med hjemme arbejde. Andre kan ikke leve uden. Ovs.
Terapi tager desværre lang tid - der er en grund til at jeg først blev færdiguddannet som nogle og 30år. Men for faen det har hjulpet på min livskvalitet. Og arbejds evne (gået fra at blive tilbudt førtidspension til nu at have et fuldtids job og egen bolig). Men chancerne for at nå det er godt nok dårlige uden terapi. Nej, jeg er ikke helt fri fra udfordringerne af min sygdom, men jeg er nu et sted hvor intens terapi ikke længere er påkrævet og kan håndtere symptomerne sådan rimeligt. Men det er knald hårdt at gå til terapi, specielt hvis du faktisk gør indsatsen (og ikke bare møder op og er en flue op væggen der altid rigtig prøver at deltage i samtalerne eller arbejdet i at få det bedre. Det er ikke en magisk pille der fixer alt for en, der skal knokles! Og man skal selv lægge arbejdet! I lang tid!)
Rough_Grapefruit_830 at 2024-03-26 09:22:57+00:00 ID: kwm8xs3
https://www.youtube.com/watch?v=Kpax4CTej9I&ab_channel=Ngaslife
packetdr0p at 2024-03-26 09:19:10+00:00 ID: kwm8mz9
Jeg var så heldig, at finde min arbejdsplads flere år inden jeg fik stillet min bipolar diagnose. Der har været en del op- og nedture igennem årene, også inden diagnosen, men jeg er ikke blevet mødt af andet end forståelse og oprigtig bekymring fra både chefer og kollegaer. Jeg kan altså desværre ikke rigtig hjælpe med hvordan man finder det rigtige sted som psykisk sårbar, men jeg kan garanterer dig for, at arbejdspladserne findes derude. Jeg kunne bare godt forestille mig, at man først bliver mødt med forståelse når man er på 'indersiden' af virksomheden. Giv ikke op, OP!
NordicSeer8803 at 2024-03-26 12:16:00+00:00 ID: kwmpz49
Helt fair, hvis du ikke vil svare, men ved din leder/arbejdsplads så, at du har bipolar diagnose? Og hvordan går det med at have et ordinær job og være stabil nu?
Jeg er nysgerrig, fordi jeg selv er blevet sent diagnosticeret med bipolar type 2 (så hypo manier, mere depressiv) og har været sygemeldt med stress længe. Skal nu tilbage på arbejdsmarkedet og er stabil på medicin. Så min diagnose fylder mere i det der ukendte "hvornår presser jeg for meget" og at bipolar gør man er mere udsat for stress. Så den slags tanker, om jobsøgning og usikkerhederne i, hvad jeg kan forvente, fylder. Jobsøgningen kan du selvfølgelig ikke sige noget om.
Fedt for dig du har så god en arbejdsplads, der bekymrer sig om dig!
packetdr0p at 2024-03-26 13:33:00+00:00 ID: kwn0nyj
Ja, både min nærmeste og øverste leder er bekendt med min diagnose. Heldigvis går det rigtig godt, og jeg har meget få dage, hvor jeg mærker til det i det daglige. Efter jeg fik den rigtige mængde og kombination af medicin, så har jeg nærmest ikke oplevet udsving, hvor jeg derimod i en periode før medicinen var meget ustabil.
Erfaring siger mig, fra de gruppeforløb jeg har deltaget i ifbm. min bipolar diagnose, at folk generelt er lidt for hurtige til at stresse over hele jobsøgningsprocessen. Nuvel, flere af dem der deltog i disse gruppeforløb var langt fra egnet til et regulært 8-16 job, men langt størstedelen var altså udover deres diagnose ganske velfungerende og almindelige mennesker, der bare var blevet overvældet over deres situation. Jeg er sikker på, at hvis du kan finde det bedste frem i dig, har nogle kompetencer og arbejder på at opnå en stabil hverdag, så kan der ikke gå længe før du rammer noget af det rigtige. Husk på, du ER ikke bipolar - du HAR bipolar 
Kralle333 at 2024-03-26 17:49:56+00:00 ID: kwo9sr0
Leder i efter medarbejdere 😅. Hilsen brændt ud udvikler med bipolar
NordicSeer8803 at 2024-03-26 15:02:46+00:00 ID: kwnfiuo
Hvor er jeg glad på dine vegne. Det er vigtigt med en støttende og forstående arbejdsplads, uanset ens situation.
Det er nogle gode perspektiver ift jobsøgning. Jeg har aldrig været god til at være jobsøgende - det er jeg alt for rastløs til! Jeg ved dog, at jeg kan håndtere et ordinært job, det siger kommunen også, så det læner jeg mig op ad. Det fylder bare, at jeg nu ved, at jeg har en grænse, som jeg ikke kan ændre på. Det er sådan min hjerne er skruet sammen og den giver mig nogle ulemper, men også store fordele. Jeg øver mig i at skifte ER ud med HAR 
yad4life at 2024-03-26 08:47:03+00:00 ID: kwm65rw
Jeg har ADD (attention deficit disorder) og jeg har arbejde i Harald Nyborg. Grunden til jeg søgte det arbejde er fordi jeg går på uddannelse (er 17 år) i Slagelse (ZBC). Jeg skal uddannes som Data Teknikker da IT relerteret ting er hvad min ADD hjerne brænder efter. Jeg har altid være fascineret af det og har bygger utallige mange pc’er og repeteret telefoner og tablet og havde engang min egne sorte forretning omkring dette. På ZBC er der tre forløber (GF1 - GF2 - hovedforløbet) på GF1 skulle jeg gå på metal skolen og der havde vi meget med værktøj og gøre af forskellige arter. Det er også en interesse i sig selv. I Harald Nyborg sælger vi ogs meget værktøj og alt muligt VVS relateret ting. Det i sig selv gjorde at mit hoved kunne koble sig godt til arbejdspladsen og har det rigtigt godt derovre. Som menneske med ADD/ADHD ville jeg råde til og finde en arbejdsplads man kunne sætte sig ind i og faktisk har en interesse over så man ikke mister den følelse af at der er fedt og komme ud og arbejde. Ellers ved jeg med mig selv på mine tidligere arbejdspladser at jeg ikke kan sætte mig ind i det fordi det ikke rigtigt var hvad jeg brændte efter. Der er vigtigt. Ellers god dag til alle derude❤️
Eastern-Resource-773 at 2024-03-26 09:40:53+00:00 ID: kwmaej1
Det simple svar er at du bliver nød til at opbygge resilience over for det stres verden putter dig i. Du har en baggrund og en status i livet som gør dig ekstra sårbar, hvilket gør det ekstra svært siden det er ting der gør dig hyper-følsom over for stres.
Den måde man gør det på er igennem træning stres-restitution-adaption. Du skal altså udsætte dig selv for en mængde stres som du kan håndtere, men som stadig udfordre dig og så skal du restituere fra det.
En måde er med fysisk træning, men alt arbejde kan i princippet bruges. Det er en hård process og kan i værste tilfælde tage årevis.
Nightclubjunkie at 2024-03-26 09:50:47+00:00 ID: kwmb8ho
Jeg har haft held med at arbejde for sygdomsbekæmpende NGO. Min chef var meget forstående, hvis jeg følte mig overvældet eller havde en dårlig periode. Min nærmeste leder var altid ledig til en snak, hvis der var noget og villig til at se løsninger fremfor udfordringer. Omfanget af ens diagnoser og skånevilkår kan selvfølgelig have en afgørende betydning, men jeg tror, at sådan nogle steder er bedre til at se “mennesket” og have sympati 😊
kennethbrodersen at 2024-03-26 10:20:06+00:00 ID: kwmdrd5
Har I fundet virksomheder som støttede jer / accepterede jeres problematikker? Hvordan var jeres rejse inden I fandt frem til dem?
Ja det har jeg. Er endt som senior udvikler indenfor energi sektoren og her bliver jeg nok de næste mange, mange år.
Har altid kæmpet med det psykiske (fik en ADHD diagnose sidste år som jeg er rigtigt glad for) og har samtidigt under 5% syn (det kan man roligt sige giver sine egne udfordringer).
Det har været (og er det stadigt) en lang og hård kamp som kræver blod, sved og tårer. Jeg tror det vigtigste jeg har lært de sidste år er at det ikke kun handler om virksomhedens "accept/støtte". I højere grad handler det om min vilje til at "forstå" de udfordringer jeg har, være åbne omkring dem og ikke mindst arbejde aktivt med dem!
Du er - ligesom mig - heldig at være indenfor IT faget. Der er mangel på folk og stillinger kan ikke besættes af hvem som helst. Det gør bare - i min erfaring - at arbejdsgiverne er meget mere åbne for at ansætte folk med lidt specielle behov end i andre sektorer. Men, en virksomhed er jo en business.
Derfor er det op til at forstå de behov/støtte du har brug for, men samtidigt kunne argumentere for hvorfor du er "investeringen" værd. Peg på de ting du er rigtigt gode til, men også de træk som måske ville sætte dig over de andre kandidater. Det kunne være ting som "tryghed/jobsikkerhed over lønrace" og ønsket om at finde et sted hvor du kan blive i mange år (det er et kæmpe problem indenfor it sektoren at folk hopper rundt mellem job som kaniner i parrings sæsonen).
Jeg er så heldig at have en del erfaring og en pokkers masse domæne viden indenfor energisektoren. Det alene gør at mange virksomheder - selv med alle de udfordringer jeg har - vil slå baglæns kolbøtter for at ansætte mig. Min udfordring i øjeblikket (og det er derfor jeg er så glad for ADHD diagnosen) er faktisk at finde ud af hvordan jeg udvikler mig/får den korrekte støtte så jeg "kontinuerligt" præsterer og har det godt på arbejde.
Det er en livslang process når man kæmper med psykiske - så vel som fysiske - handicap
kennethbrodersen at 2024-03-26 10:30:43+00:00 ID: kwmepnt
at finde ud af hvordan jeg udvikler mig/får den korrekte støtte så jeg "kontinuerligt" præsterer og har det godt på arbejde.
Tilføjelse.
Dette ikke er noget jeg "går og gemmer". Min nærmeste chef er med i processen og ham der sidste år agerede lidt "mentor" i forhold til at kigge på hele min helbredssituation... Det startede med at jeg ville tabe mig og endte med en ADHD diagnose. Igen, viljen til konstant at ville forstå, reflektere og arbejde med sig selv er uhyre vigtig!
Det skal jo så stå i kontrast med at jeg også har været ekstremt loyal, løser problemer som andre har svært ved (der er også positive ting ved neurodiversitet) og har mildt sagt reddet røven på dele af virksomheden i mindst et enkelt tilfælde!
Derfor mener han også jeg er investeringen/balladen værd. You give something and you take something.
Husk på hvor heldige vi er at arbejde indenfor IT!
Toxilyn at 2024-03-26 11:24:41+00:00 ID: kwmk0t7
Jeg har været i jobcenter i flere år og i flere omgange.. Denne omgang var fokus at jeg skulle komme i Fleksjob. Men er pt som jeg skriver dette, og har været de sidste 3 uger, indlagt på psykiatrisk hospital. Jeg tror det bliver til en førtidspension. Eller det vil jeg bede om. Jeg er så træt.. Lad mig nu bare få fred.
NordicSeer8803 at 2024-03-26 12:19:20+00:00 ID: kwmqefc
Det lyder rigtig hårdt og jeg håber for dig, at det vil gå godt. At du får det, du har brug for. God vind og god bedring!
MrSirViking at 2024-03-26 11:40:41+00:00 ID: kwmokrt
Jeg endte som 20årig med at gå ned med flere forskellige former for angst. Og derfra endte jeg så i systemet. De første par år var jeg sygemeldt og kunne ikke rigtig noget. Så var der en sagsbehandler der fik mig til angstklinik hvilket gav mig nogle værktøjer i forhold til min angst. Men skiftende sagsbehandlere og jobkonsulenter gjorde at jeg ikke rigtig lavede noget og ikke kom nogen vegne. Men det var ind til at jeg fik en fast jobkonsulent der virkelig gik op i at finde det helt rigtige til mig. Jeg havde den her job konsulent i måske nok 6 år. Og det fantastiske var at han lyttede til mig. Så vi startede med at finde ud af hvad jeg kunne tænke mig og hvad jeg ikke kunne tænke mig. Og så blev alle de ting jeg ikke kunne tænke mig smidt på en liste og så blev de udelukket i forhold til jobs. Der efter skulle vi så finde ud af hvor længe jeg faktisk kunne arbejde. Og igen her kiggede vi på hvad jeg havde interesse for, og så fandt vi noget praktik inden for det. Så jeg endte ca 1½ år i Bilkas elektronik afdeling, hvor vi fandt ud af hvor meget jeg kunne arbejde. Så ville vi egentlig gerne have et job i Bilka når jeg nu var så glad for det, men de blev ved med at trække på det og sige lad os lige tage et par måneders praktik mere. Indtil min jobkonsulent sagde stop og besluttede at de ikke skulle have mig gratis mere. Der fra prøvede vi nogle andre praktikker der ikke var mig, og jeg endte med at få et kørekort og et varebilschauffør bevis, så jeg måtte levere vare og pakker. Men når man kan arbejde mellem 20-25 timer var det ikke nemt at finde job inden for det område. Og i sidste ende prøvede jeg en praktik i en lokal kiosk fordi de søgte medarbejdere og min jobkonsulent vidste at chefen var en flink fyr og jeg tænkte at det jo ikke kunne skade at prøve, og jeg endte med at blive glad for det, fordi jeg har en forstående chef der lytter og tager hensyn og fordi jeg har nogle gode kollegaer. Og der har jeg været ansat i 2 år nu. Så for mit tilfælde handlede det meget om at have den rette jobkonsulent, der ikke bare sendte mig ud i alt muligt bare for at få mig ud af systemet. Det var vigtig at det var noget jeg ville og havde interesse for. Det tog nogle år at finde det rette fordi at jobmulighederne er få når man arbejder 20-25 timer og der er visse jobs der ikke er en mulighed og fordi at der undervejs lige var corona at kæmpe med også. Men du skal ikke give op. Nogen gange skal du måske hen et sted du ikke havde regnet med for at finde det rette.
Noget andet der også hjælp mig en del med min angst var at jeg blev en del af Sind Ungdom. Sind Ungdom har klubber over hele landet og hvis man er mellem 16 og 35år gammel er man velkommen i klubberne når de holder åben. Man laver mad sammen og hygger en gang om ugen. Men det at få et fællesskab med andre psykisk sårbare unge hjalp rigtig meget. Det at møde andre der ved hvad man går igennem er virkelig en hjælp. Og da det ikke er kommunalt, skal man skal ikke visiteres til det. Man kan bare møde op når der er åben, hvis man er inden for aldersgruppen. Tjek eventuelt Sindungdom.dk hvis du er inden for aldersgruppen. Det hjælper også en til at komme ud af døren og møde andre mennesker der har det lige som en selv.
JellyAvailable271 at 2024-03-26 11:43:53+00:00 ID: kwmqg4f
Hej OP. Jeg kan desværre ikke lige hjælpe dig, men jeg læste dit opslag og fik bare lyst til at sige: hold nu fast, hvor er du bare sej!!! Jeg har kæmpe respekt for alt det, du har opnået på trods af de kort, du har fået på hånden. Det håber jeg du husker dig selv på engang imellem, når livet viser sine hårde og urimelige sider. Du fortjener virkelig at lande et godt sted, og derfor er jeg faktisk også sikker på, at det vil lykkes dig engang 🙌🏻🙏🏻
Global_Collection_ at 2024-03-26 11:20:29+00:00 ID: kwmkigt
Tror det er ok nemt at finde en ny arbejdsplads med en hybrid working style inden for dit felt. Hvis du skal være 100% remote fra start af, så er dit bedste bet nok at blive selvstændig eller freelancer. Måske upwork, fiverr kan være en start, dog svært at finde gode klienter etc. Ellers søg internationale remote jobs på linkedin, det bliver svært at finde et dansk remote job, men amerikanerne er lidt bedre med der. At blive selvstændig tager også tid. Men det er klart det, der kan garantere dig den mest fleksible arbejdsdag. Jeg står lidt i en lignende situation med en kronisk sygdom, arbejder hybridt fuldtid men selv det er en udfordring. Skal også på dagpenge snart, men overvejer om næste skridt skal være en PhD, da det også er ret fleksibelt (dog stressende, men alt er sgu stressende alligevel nu til dags)..
qchisq at 2024-03-26 11:29:13+00:00 ID: kwmlrlx
Jeg har Aspergers, så det kan slet ikke sammenlignes med PTSD. Men min bedste anbefaling er at spørge ind til forskelligheder og diversitet på arbejdspladsen til jobsamtalen. Jeg har oplevet det som om at de arbejdspladser der mener at diversitet er en styrke er også dem der er bedst til at tackle folks forskelligheder, uanset om det er fysisk, psykisk eller kulturelt. Personligt arbejder jeg i medieverden, hvilket man skulle tro ikke er det bedste fit for en med Aspergers, men fordi rammerne er brede nok til at jeg har plads til at være mig, så er det et godt sted for mig at være
KarmusDK at 2024-03-26 12:17:09+00:00 ID: kwn4jfo
Det sker helt tilfældigt i mellem de 20-30 jobskift man kommer til at have over et helt liv som psykisk sårbar.
Jeg er på mit femte job siden 2020, og arbejdsmiljøet har været lort ALLE steder.
Elegant_Finance1133 at 2024-03-26 12:04:42+00:00 ID: kwmv4ho
Man kan blive peer medarbejder /recoverymentor. Det har jeg været. Det kan du godt være heldig at få et hold af virkelig gode kollegaer, men det er sjældent at man kan få fuld tid... I øvrigt er fuld tid på en psykiatrisk afdeling hårdt. Men også virkelig givende.
Men hvis du laver opslaget som en arbejdsgiver kan søge på, så kan du måske uddybe hvad du søger.
OkAnybody2762 at 2024-03-26 13:18:39+00:00 ID: kwmyiqm
Jeg har en diagnose, ikke en der har en betydning for kvaliteten af arbejdet, derfor nævner jeg den aldrig til job samtaler. Samtidig, med en turbulent barndom.
Min diagnose er ikke en hemmelighed, men det er ikke noget der SKAL siges til en job samtale - for mig. For nyligt var jeg til samtale, den gik rigtig rigtig godt, mod slutningen “kom jeg til” at fortælle om min diagnose og barndom vedr. et spørgmsål fra interviewer’en. Der blev gravet rigtig meget i det, og jeg tænkte, “nå, det var sku nok det, det får jeg slet ikke”. Da de også siger at de ikke er helt sikker på at det er en god kombi med deres stilling. De ringer så, og jeg fik ikke jobbet, netop pga det. MEN, de var imponeret over min ærlighed, og havde et godt indtryk af mig og mine kvalifikationer, og derfor havde de en anden stilling til mig, som de bedre kunne se mig have succes i end det jeg ansøgte. Og det gav mig faktisk en rigtig god følelse efterfølgende, de lyttede til mig, de anerkendte mig, og de var kun interesserede i at man trives. Så alt i alt, en meget positiv oplevelse!
EasySafe23 at 2024-03-26 13:57:32+00:00 ID: kwn6567
Det er noget der tager tid, og kan være besværligt. Mit bedste råd er at være ærlig omkring dine diagnoser, fortæl dem hvilke støttebehov du evt har, sammen med hvad du kan tilbyde arbejdspladsen.
Som jeg har oplevet det, betyder det at arbejdsgiveren ved hvad de går ind til, hvilket starter ethvert samarbejde på god fod, og dem der ikke er interesseret i et samarbejde, de sorterer sig selv fra ret hurtigt.
autism-throwaway85 at 2024-03-26 12:19:42+00:00 ID: kwnq0mh
Jeg arbejder i en større finans virksomhed, og efter jeg fik diagnoserne infantil autisme, skizofreniform psykose, periodisk depression, og genereliseret angst, har jeg måtte lægge meget i mit liv om. Arbejdet har været enormt forstående gennem min lange sygeperiode, og min udsigt til at blive indstillet til fleksjob. Det hjælper nok at jeg har været der i 8 år, og at jeg har en ret attraktiv uddannelse. Generelt handler det om at du har en attraktiv profil overfor arbejdsmarkedet, de kan rumme langt mere fra din side, hvis det har positiv indflydelse på bundlinjen at fastholde dig. Det er naivt at tro at de gør det af deres eget gode hjerte.
fritterzngrrlz at 2024-03-26 12:54:55+00:00 ID: kwo22bw
mild skizofreni så det har været en kamp at få et fast job. selvom jeg gør det godt på alle de virksomhedspraktikker jeg har været på, får jeg aldrig tilbuddet om at fortsætte med løn. har været igennem det samme shit i 3 år nu, et semester på uni der ikke gik, så tilbage på uddannelseshjælp og så nu håber jeg på at kunne fuldføre en professionsbachelor. det hjælper dog ikke at jeg er i risikoen for at udvikle fuldkommen skizofreni. jeg har haft muligheder for at der blev taget hensyn til mig, stress niveau og den slags, men økonomien er virkelig det der stresser mig mest, fordi det er nærmest umuligt at finde deltidsjobs når man er 27 og får psykoser ved højt stress niveau.
så man kan godt finde arbejde, det er bare skide svært at få folk til at indse at selvom man har diagnoser så kan godt holde på sit arbejde. stabile rutiner og fastansættelse kan børe rigtig meget.
PinkLegs at 2024-03-26 11:03:15+00:00 ID: kwmjks1
Jeg har ADHD med nogle følgesygdomme. Jeg fandt en plads i det kommunale, der fungerede langt bedre for mig end det private. Der er mere fokus på arbejdsglæde og -miljø her.
kast_mig_vaek at 2024-03-26 14:47:38+00:00 ID: kwncwdz
Jeg har historisk lidt af mild/moderat angst/depression (særligt social angst) som så mange andre. En enkelt test placerede mig også tæt på autismespektret uden helt at være der.
Har haft helt samme oplevelse med, at der er mere rummeligt i det offentlige. I mit nuværende job er der sjældent deadlines, og jeg arbejder hjemme ca. 50% af tiden, hvilket fungerer rigtig godt for mig. Jeg arbejder også på nedsat tid, 30 timer om ugen.
Jeg giver så afkald på noget løn, som jeg kunne have fået i det private (er dog på AC-overenskomst), men i sidste ende er det langt mere værd for mig, at jeg trives på jobbet.
PinkLegs at 2024-03-26 16:19:07+00:00 ID: kwnt3b4
Min løn er også automatisk lavere pga. det er offentligt, men jeg er gået 10+ timer ned om ugen og stresset på en arbejdsdag er langt mindre, nærmest fraværende.
Lille-Mus at 2024-03-26 10:41:29+00:00 ID: kwmht3z
Jeg har aldrig åbnet op om mine diagnoser på min arbejdsplads. Det har allerede været svært nok at få et job, som jeg desværre også er dybt afhængig af, og det ser ikke ud til, at jeg ville kunne få et andet (bedre) job med et psykisk arbejdsmiljø, der ikke slider mig yderligere ned. Så hvordan kommunikerer man overhovedet til en uforstående chef, at man har det svært og derfor har perioder, hvor ens arbejdsevne er nedsat (som jeg lige nu er i)? Hvis jeg skulle miste det her nyttejob, ville jeg miste vitterligt ALT.
Arolibille at 2024-03-26 10:33:09+00:00 ID: kwmf66o
Jeg har samme diagnose som dig, uddannelse i samme felt, og jeg har også været igennem møllen med ledighed, praktikker og arbejdspladser, der kørte mig ned i et sort hul.
Udover at arbejde med mig selv, så gennemgik jeg også en stor reflektion i forhold til min trivsel: hvad er jeg god til? Hvad trives jeg med? Hvad laver jeg, når jeg har det allerbedst?
Det endte i et totalt brancheskift, og nu laver jeg ufaglært arbejde. Men jeg har aldrig haft det bedre, hverken privat eller på arbejdspladsen.
Athedeus at 2024-03-26 10:40:23+00:00 ID: kwmfpab
Jeg prøvede 8 forskellige steder indtil jeg fandt den rette chef.
Tall-Bad-1934 at 2024-03-26 10:19:10+00:00 ID: kwmdocb
Jeg har selv PTSD og har kæmpet for at finde min plads på arbejdsmarkedet hele mit voksenliv. Tog en kandidatuddannelse indenfor et felt, jeg virkelig brænder for, blev visiteret til fleksjob de timer jeg kan holde til og senest har jeg taget en peeruddannelse i socialpsykiatrien. Jeg underviser psykisk syge i noget fra mit fag, som man kan bruge i ens proces til at få det bedre. Så kombinationen af at arbejde på nedsat tid, og bruge min teoretiske viden fra universitetet og egne erfaringer som psykisk syg, har gjort at jeg både kan holde til at arbejde, brænder for det, er dygtig til det og er i et miljø, hvor det at være psykisk syg bliver forstået, rummet og respekteret. Det er fuldstændig fantastisk.
hasleo at 2024-03-26 10:35:44+00:00 ID: kwmfll6
En lille anekdote. Jeg arbejder i en mega stor virksomhed, og vil sige at hvis du rammer de rigtige teams, så kommer du ind i et fælles skab hvor du vil opleve ledere der vil gå igennem ild og vand for dig. Men du kan også være uheldig og ramme dem der kun tænker på sig selv og ikke har hjerte på det rette sted. De tænker kun produktivitet og deres egen vinding.
Derfor vil jeg mene at du skal bruge din rettigheder (prøvetid) og komme ud og se hvad der er at arbejde til dig. sæt dig ned og få sat ord på dine styrker og svagheder, husk at en hver svaghed giver din en styrke! Jeg er selv halv-døv ( 50% hørelse), men det betyder bare at jeg er langt mere observant når der tales til mig.
Jeg ved at skat og DXC, kan tilbyde fuld flexs / hjemme arbejde, og med nogen dage hvor man skal møde ind til div sociale ting og/eller møder. Få skrevet nogen ansøgninger, vær åben om hvad det er du søger, og hvad du kan give igen!
Tip til ansøgninger:
Skriv en generisk hoved ansøgning. Herefter foder den til Chat gpt, og få den til at tilpasse til jobannoncen. Læs jobansøningen igennem og ret til så det passer med den ordlyd du gerne vil have (se tilbage til din originale ansøgning). SÅ send 3-4 ansøgninger afsted om ugen.
Kjeld-Brem at 2024-03-26 13:57:32+00:00 ID: kwopbsd
Jeg aner ikke, hvordan arbejdsmarkedet er i dag - men "da jeg var ung", var jeg tit syg af Astma.
Dvs. jeg havde en sygedag pr uge. Derfor kom jeg på noget, der dengang hed Revalidering. Måske det svarer til Flexjob?
Ville det slet ikke være en mulighed?
Og så noget helt generelt:
Jeg har været på Reddit nu i ca 1 måned, og hvad jeg efterhånden ikke har læst af folks besynderlige opvækstvilkår.. ???
Det virker nærmest helt skræmmende.
Så jeg kan godt forstå, hvis nogle yngre mennesker har svært ved at fungere "optimalt" - helt forståeligt.
Det næste, jeg vil sige om det er, at det holdningsmæssigt - og ift. selvopfattelse - er vigtigt at få tegnet konturerne op, indvendigt af, hvad der er det såkaldt normale. Det gør man via terapeutisk arbejde over lang tid.
Selvfølgelig slipper man aldrig helt sin egen opvækst, da de "sært nok" også har givet én noget indsigt, som mange andre ikke får. Og den indsigt burde man - efter man selv har hevet sig selv op i kraven til "oprejst og fungerende stilling" - benytte til at hjælpe andre, som havner i lignende situationer. For DU forstår dem bedre, end alle øvrige teoretikere gør. Man kan ikke læse sig til at forstå folk med en såkaldt "uheldig opvækst".
Man skal dog heller ikke glemme, at alle har noget i kramkisten, som har været mere eller mindre tungt, så alle er ramt af "noget" - også mig! - også de, der måske ser ud til at have haft en såkaldt ideel opvækst (hvad det så er for noget?)
Selv det mest møgforkælede barn bærer på et problem - bare et helt andet problem, end det, du nævner :-)
Så de hårde år, du nævner, har givet dig en kerne af viden, som andre sjovt nok helt mangler.
På en måde en slags "Guld" - som bare lige nu kun ligner "Lort" - men måske slet ikke er det på sigt.
Brug det!
OG en anden kedelig generalitet i den forbindelse: ;-)
Jeg synes at se, at alle, der har haft det lidt svært med samfundet, søger inden for IT.
Det er en grov generalisering - indrømmet - men altså: Hvor har jeg dog set mange "skæve personligheder", som går den vej. En svag formodning er, at det er en slags beskyttelse ... at sidde der bag skærmen.
Måske forståeligt nok - men løsningen er i stedet at få set på sig selv - fra en hel ny vinkel - få renset ud i en mængde helt forkerte eller uafklarede forhold fra ens liv. Det lyder nemt, men er det ikke - men dog den eneste vej, kunne man sige.
Det vil selvfølgelig være dybt individuelt, hvilke forhold og ting, man så skal have repareret og omprogrammeret indeni.
Men de burde til gengæld gøres!
Jeg kender mindst en person, som f.eks. har store kønsmæssige problemer (forståelse af, hvem "den" i virkeligheden er)
God vind og held og lykke med det hele ...